Christian Kracht: De døde

Kasper Håkansson skriver om en roman, der er delvist historisk fiktion og delvist et mareridt. Hvad hvis film var et redskab til at opnå verdensherredømme?

5 min read

Read this article in English here.


“Film er krig med andre midler,” siger den tyske filmmagnat Alfred Hugenberg et sted i romanen De Døde ad den schweiziske forfatter Christian Kracht.

Vi er i begyndelsen af 1930’erne, kort før formørkelsen for alvor begynder at sænke sig over Europa. Mens de europæiske og asiatiske stormagter er ved at bevæge sig ind på den bane, der skal føre til Anden Verdenskrig, nærmer en anden krig sig sin afslutning: Krigen i filmverdenen mellem stumfilmen og den fremadstormende tonefilm.

Dette er scenen for den i hjemlandet kontroversielle, schweiziske forfatter Christian Krachts roman Die Toten fra 2016—oversat til engelsk af Daniel Bowles som The Dead (2018) og til dansk Madame Nielsen som De døde (2018).

De døde er en ironisk tour-de-force i 1930’ernes Tyskland og Japan, fortalt i et sublimt og i sig selv meget filmisk sprog – om magtspil i filmverdenen, om stormagtspolitik, om nationalisme, dødsdrift og faderkomplekser.

Historien er centreret om to personer i hver sin ende af verden: Den ene er den fiktive schweiziske filminstruktør Emil Nägeli, et i egen selvforståelse miskendt filmgeni, som søger det store gennembrud. Nägeli er en lidt sølle type med hentehår, faderkompleks og “begrænset kapacitet,” som hans forlovede, den arisk blonde Ida, misfornøjet karakteriserer hans seksuelle formåen.

Nägeli som vikles ind i en uhellig alliance mellem Japan og det endnu ikke helt nazificerede Tyskland om at iværksætte en modoffensiv mod Hollywoods kulturimperialisme på filmscenen.

På den japanske side følger vi embedsmanden Masahiko Amakasu (1891-1945), en historisk person, som cineaster måske vil huske fra hans optræden som karakter i Bertoluccis filmepos, Den sidste kejser. I Krachts fiktive greb i romanen gøres Amakasu til initiativtager til forsøget på at etablere en ny “celluloid akse” mellem Tokyo og Berlin, et filmproduktionssamarbejde, som skal tvinge Hollywood ud af det asiatiske og europæiske filmmarked.

Vi møder Amakasu i begyndelsen af Krachts roman, hvor han er ved at forfatte en grotesk invitation til den tyske filmmagnat Alfred Hugenberg, vedlagt en filmoptagelse af en japansk officer, der begår harakiri for rullende kamera (komplet med blodstænk på kameralinsen): ”en lille beskeden film til dybere forståelse af Japan,” som Amakasu skriver, idet han anmoder om, at Tyskland sender en filminstruktør til Japan med henblik på en co-production af en film. Denne instruktør ender selvfølgelig med at blive Nägeli.

Alfred Hugenberg var i den faktiske tyske historie tæt på Hitler og minister i hans første regering (dog ikke udenrigsminister, som han er gjort til hos Kracht). Og sådan en militær selvmordsfilm er lige noget, Hugenberg kan forstå. Han hopper med på ideen, dog med den skjulte bagtanke, at et indledende cinematografisk samarbejde med japanerne kan bane vejen for ikke bare en sejr over Hollywood, men en tysk kulturkolonialisering af hele det asiatiske rum via filmen.

“Film er krig med andre midler,” som Kracht lader Hugenberg sige med en parafrase over den preussiske krigsteoretiker von Clausewitz’ berømte diktum om krigen som politikkens fortsættelse med andre midler:

“…man skal spinde jordkloden ind i tyske film, kolonisere den med celluloid. Film er jo ikke andet end cellulosenitrat, skydepulver for øjnene.”

Krachts roman er i det hele taget rigt befolket med historiske personer fra perioden, ikke mindst personer fra filmverdenen: Nägeli tumler f.eks. rundt i Berlins natteliv med den tyske skuespiller Heinz Rühmann og forretningsmanden ’Putzi’ Hanfstaengel (den sidste var i den virkelige historie en nær ven af Hitler og spillede en aktiv rolle i at introducere Hitler på de bonede gulve, indtil han før udbruddet af anden verdenskrig hoppede af til USA).

Andre historiske personer er de i senere tysk historie meget indflydelsesrige filmkritikere Lotte Eisner og Siegfried Kracauer.

Også Charlie Chaplin optræder i en større birolle. Chaplin inkarnerer det vendepunkt fra stumfilm til tonefilm, som filmindustrien var midt i i begyndelsen af 1930’erne, og som Chaplin ikke formåede at tilpasse sig. Chaplin kunne for så vidt have fået tildelt en tragisk rolle på vegne af stumfilmtraditionen, men som karakter i romanen tager han sig mest ud som en snobbet, arrogant, selvhøjtidelig og patetisk stodder.

Chaplin var – både i den faktiske historie og i romanen – på promotionstur i Japan i 1932, hvor han var et af de udsete attentatofre i forbindelse med et mislykket kupforsøg den 15. maj, som udgør et omdrejningspunkt i romanens anden del.

Det er emblematisk for Krachts brug af de historiske skikkelser i romanen, at han går aldeles respektløst til dem og deres faktiske historie, og man kan så afgjort ikke fæste lid til romanens fremstilling som historisk dokumentar.

Nogle ville måske kalde stilen for postmodernistisk. Dels i kraft af Krachts legende omgang med faktiske historiske begivenheder og historiske personer, hvis biografier, han plukker i, blander sammen og blander op med fiktion.

Dels i kraft af kompositionen: Romanen er fortalt i korte kapitler, der springer mellem personer og lokaliteter og en mængde kun løst eller slet ikke forbundne handlingstråde.

Men i Krachts tekst er der en alvor, et ubehag, en lurende (og nogle gange manifest) trussel og i det hele taget en tyngde, som ligger fjernt fra den mere overfladiske, uforpligtende ironi, man kender fra såkaldte postmodernistiske forfattere som Thomas Pynchon eller David Foster Wallace. Og ja, det er en ros til Kracht.

Hvis vi bliver inden for den postmodernistiske genre (i det omfang man kan tale om en sådan), er Kracht i De døde tættere på en Walter Abish og hans How German Is It – Wie Deutsch Ist Es (1979), ikke kun i kraft af temaerne (tysk nationalsocialisme og dens arv), men også i kraft af den filmiske form, som romanen fortælles i – som hvis man ser en film fortalt i korte indstillinger, der konstant fades ind og ud af hinanden.

De døde er ikke for enhver. Den, der søger en sammenhængende fortælling i en klassisk dramatisk komposition, vil blive skuffet og sikkert også irriteret.

Også efter min smag er romanen lige en tand for usammenhængende i historien. Jeg kunne således bedre lide Krachts tidligere roman, Imperium, selv om jeg har noteret mig, at flere anmeldere herhjemme har rost De døde som Krachts hidtil bedste.

Imidlertid er det en udelt fornøjelse af læse Krachts lange, nogle gange kringlede, men knivskarpt præcise sætninger, fremragende fordansket af Madame Nielsen. Jeg tøver således ikke med at anbefale den.

Noter

[1] Christian Kracht, “De døde” (Gyldendal, 2018), oversat til dansk fra tysk af Madame Nielsen. 176 p. Original titel: “Die Toten” (2016).

[2] Artiklen er en let bearbejdet version af en boganmeldelse oprindeligt bragt på www.bognoter.dk, 2. september 2018.


Biografi

Kasper Håkansson (f. 1970) er en dansk bogblogger. Han har anmeldt bøger på bloggen K’s bognoter siden 2013. Kasper er for tiden i gang med læseprojektet Verden rundt i bøger, hvor han læser en bog fra hvert land i verden. Følg hans anmeldelser på bognoter.dk eller Twitter på dansk – eller på Instagram på engelsk.

Did you like what you read? Support us as we explore film cultures from around the world; experience cinema in new ways with us. Let us keep The World of Apu free for all!

Become a Patron!